Under folkemordet på armenierne fra 1915 blev mange armenere fra det østlige Tyrkiet deporteret til Libanon og Syrien, som dengang var en del af Tyrkiet (det osmanniske rige). Efter Første Verdenskrig blev begge områder et fransk mandat under Folkeforbundet, og i 1943 blev Libanon et selvstændigt land med kristent flertal i befolkningen. Den kristne overklasse var utrolig velstående, og landet blev kaldt Mellemøstens Schweiz. Som årene gik, voksede den muslimske andel af befolkningen, og i 1976 udbrød der borgerkrig, der varede i 16 år til 1992. Mange kristne forlod landet, og de kristne blev et mindretal i land, der blev oprettet som et tilflugtssted for netop de kristne i Mellemøsten. Både borgerkrigen og udviklingen siden med coronakrisen som rosinen i pølseenden har forarmet landet, så der i dag er mangel på alt. Priserne stiger, og inflationen er tårnhøj. Samtidig har det lille land, som er på størrelse med halvdelen af Jylland taget imod en million flygtninge fra den syriske borgerkrig. Det er en imponerende hjælpeindsats, som trækker hårdt på Libanons ressourcer.
Midt i alt dette forsøger det lille armenske mindretal at klare dagen og vejen. Mange armenere bosatte sig i et bestemt område uden for Beirut, som i dag er blevet en del af den store by. Her ligger en armensk skole, Shamlian Tatkian School.
Skolen har 281 elever, og familier kan ikke betale det fulde beløb, som man ellers skal betale for at have børn gående på skolen. Skolen lader derfor mange gå for et mindre beløb og er derfor afhængig af hjælp udefra. Skolen har en række udenlandske donorer til dette, deriblandt DAM.
Skolen har haft nedgang i elevtallet, fordi mange gerne vil have mere praktiske fag. Skolen planlægger derfor at inddrage sådanne fag i skoleforløbet for at fastholde elevtallet.